Bolivianske billeder

Essay2

For en fattig indianer-familie i Bolivia er det dyrt at lade børnene gå i skole i stedet for at arbejde. Og hvad gør man, når der endda er mange timers gang over Andesbjergene til den nærmeste skole? Svaret kan hedde Yachay Wasi, og hvad betyder så det?

Af Lars Gudmund Hansen

Noemí samler en sten op. Den er formet som en terning, for det bjerg, hun står på, laver underligt nok den slags sten. Så lægger hun den i sin slynge, og med et sving suser den af sted. Den rammer lige til højre for flokken af geder og får, så de viger mod venstre. Hun kunne være en hyrde fra Det gamle Testamente – en David med sin slynge. Men ansigtstrækkene og det tykke, sorte hår afslører hende, og slyngens farver af rød, gul og grøn: Hun er Quechua-indianer i Bolivia, og året er 2002.

Noemí er god til at vogte familiens hjord. Hun har den nødvendige ro på sig til at sidde og sutte på et strå, mens hun kigger langt ud over de svimlende Andesbjerge. Og hun har årvågenheden, når det lille, brune kid forvilder sig, og hun må en tur rundt om flokken med sin bjæffende hund for at genne dyrene sammen. Det kan hendes far Luciano se hvorfra han står lidt højere oppe af bjerget. Han var på vej hjem fra majsmarken, men nu er han faldet i staver ved synet af sin datter. Han ved, at hun også er ferm til at vaske tøj eller hente vand ved kilden. Og til at passe lillebror Freddi og lillesøster Sandra. Men spørgsmålet, som hendes far kæmper med, er, om der er nogen fremtid i det for hende og for familien.

Noemí med slyngen

Noemí med slyngen

Nu tager Noemí en ny sten op i slyngen, men jeg standser hende. “Gør det lige igen, men gør det langsomt. Husk, et er et nærbillede”. For hun er ikke alene på bjerget med sin far. Der står et helt filmhold af 5 danskere og 3 bolivianere lige ved siden af hendes geder. Vi er i Bolivia for at optage årets U-landskalenderserie for Børne- & Ungdomsafdelingen til DR-TV. Og jeg får hende til at gøre det hele om og om igen, til det ikke mere er helt så sjovt at være skuespiller og man ønsker, at man bare var almindelig hyrde igen. Det kan til tider være hårdt arbejde for en 8årig at have hovedrollen i en TV-serie som “Noemí – pigen fra bjerget”.
Det begyndte i november 2001, hvor jeg tog sammen med forfatteren Per Schultz og produktionslederen Lotte Smærup til Bolivia for at finde den gode historie om at være barn dér. Vi vidste, at det skulle være for de 5-8årige, og vi forestillede os, at det skulle handle om at komme i skole og om en pige, for de har størst problemer med at få en uddannelse.
Vi kørte rundt i firhjulstrækker på højsommerens støvede og hullede bjergveje og besøgte mange forskellige landsbyer. Bolivia er Sydamerikas fattigste land med en gennemsnitsindtægt på en tredvtedel af den danske, og det bjergområde, vi kørte i, er noget af det aller fattigste. Men det er ikke fordi indbyggerne sidder med korslagte arme. De fleste kvinder, som vi passerede på landevejen, spandt på håndten mens de gik. Og mændene stod med hænderne begravet i markerne eller vejarbejdet. Der er tøj med stærke farvestriber på baggrund af bjerge i okker og planter i støvet grønt.

Marked

Marked

Og så et sted, hvor vi var på besøg, fik Per øje på Noemí. Hun var lidt mere nysgerrig end de andre børn, kiggede i vores retning, holdt øjenkontakten lidt længere, turde stå lidt tættere. Og så kunne hun både smile og se vred ud. Det ligger ikke til quechua-kulturen at udstille følelser for direkte, så de fleste børn ville hellere holde en vis afstand og anstand i begyndelsen. Men det er jo en skuespillers kunst at vise, hvad der foregår inden i, så vi kan filme det. Det tydede på, at Noemí netop var dén, der kunne give vores hovedperson liv. Men vi skulle også bruge nogen til at spille familien, og det hele ville være meget lettere, hvis hendes rigtige familie egnede sig.Noemís familie bor tre times kørsel fra Bolivias gamle hovedstad Sucre, i departementet Chuquisaca, oppe i knapt 3 km højde. Fra vejen er der 40 minutters kravletur på Andesbjergenes østside ad smalle stier med de terningformede sten op på bjerget Potreo. Og så pludselig ligger gården dér på bjergtoppen – tre længer bygget af okkerfarvede adobesten, dækket med tegl og strå og en stenmur, der samler det hele om en lerstampet gårdsplads, en indhegning til dyrene og nogle figenkaktus. På en dag med tåge i dalene ligger gården som på en ø i et hav af skyer. Det er meget enkelt og smukt.

Familien

Familien på bjerget

Mor Juana med to lange, tykke fletninger under filthatten bød velkommen og satte os på så lave skamler, at benene hurtigt begyndte at sove. Og da far Luciano kom fra marken spiste vi kogt majs og tav stille. Men senere talte vi også. Noemí måtte godt være med, og de kunne godt lide, at serien skulle handle om, hvor svært det er for bolivianske børn at komme i skole. For det er virkelig et problem – også for dem. På den ene side har de hårdt brug for arbejdsindsatsen hjemme til at passe de små søskende, dyrene, markerne, madlavningen osv. Og skolegang koster noget til bøger og uniform. Men det værste er, at der er tre timers gang over bjergene hvis børnene skal til en skole med mere end 3 års undervisning. På den anden side er der kun den jord, der nu er på de små marker klistret op ad bjergsiderne. Det er, så familien lige kan leve af det, men nu har de 4 sønner og 4 døtre, så der er slet ikke jord nok til alle i næste generation.
Luciano sad og så på den badebold, vi havde pustet op, og som havde tryk som en globus. Verden er stor sagde han, da vi have peget Danmark ud for ham. Og tiderne forandrer sig. Det er nødvendigt at vores børn kommer i skole. Der er ingen anden udvej, selv om vi knapt har råd. Og de havde allerede sendt tre sønner i skole og tre døtre, hvoraf de to ældste ganske vist kun havde gået de tre år i den nærmeste skole neden for bjerget. Når man skar helt ind til benet, så var drengenes skolegang vigtigere end pigernes. Men Noemí skulle gå længere i skole håbede de, og hun var allerede begyndt. Det vidste vi jo godt, for det var i første klasse i den fjerne landsbyskole vi havde set Noemí og kigget hende ud.

Gården i bjergene

Gården i bjergene

Jeg sad og så på Lucianos læderansigt og Juanas brede smil og følte mig sikker på, at de to godt kunne spille skuespil. For det var jo fiktion de skulle være med i. Serien skulle afspejle de bolivianske børns virkelighed så godt som muligt, men han skulle spille en far, som netop ikke godvilligt ville sende sin datter i skole. Og hvordan havde han det med det? Luciano nikkede med sit lille smil. Det ville han godt, for sådan var det jo i mange familier. Ja, sagde forfat-teren. Det kræver en klog mand at spille en dum mand. Og det kunne de to let blive enige om.

Luciano og Instruktøren

Luciano og Instruktøren

Men er der overhovedet nogen løsning på det med skolegangen, når man bor på en fjern bjergtop? Selv hvis familien finder plads i økonomien til at sende børnene i skole, så kan de da ikke gå tre timer over bjergene to gange om dagen? Og svaret på det problem hedder Yachay Wasi. Det er quechua og betyder skolehjem. I nogle landsbyer med kommunale skoler har den katolske organisation Fé ý Alegria (Tro og Glæde) bygget institutioner, hvor børnene kan bo mens de går i skolen. Det gør de fra mandag til fredag, og om fredagen går de så den lange vej hjem over bjergene og retur igen mandag morgen.

Det er sådan en Yachay Wasi, som Noemí i vores TV-serie drømmer om at komme til at bo på, så en del af handlingen udspiller sig dér. Man skal se en gruppe huse for sig med to sovesale, et studielokale, som også fungerer som spisesal, og nogle magasiner der omkranser en paradeplads. Uden for findes toiletbygninger, køkken, bageovn, og en vaskerende som bag endnu en mur ender i skolehjemmets have. Det hele er meget primitivt, men det fungerer. Stemningen kan jeg bedst sammenligne med en spejderlejr. Dagligdagen er gennemorganiseret med de ca. 50 børn delt i familiegrupper. Op på to rækker til morgenappel. Hvis én af de små græder, må de ældre tage sig af dem. Der er kulørte plakater med planer for skole, arbejde og fritid på spisesalens væg. Og på bedste spejdervis er både den kvindelig og den mandlige leder kun lige først i tyverne. Hvert barn har kun meget få ejendele, så når pigerne skal rede det lange hår til fletninger om morgenen, så spejler de sig i husets vinduer. Og de har lopper i sengene – dét ved jeg, for jeg har sovet der. Men herlighederne er ikke gratis. Der skal læges skolepenge i afgrøder og brænde, og et par uger om året kommer forældrene på skift for at arbejde – mødrene laver mad og fædrene bygger og vedligeholder.

Børnene i Yachay Wasien

Børnene i Yachay Wasi’en

Nu er vi så i gang med at optage en scene, hvor pigerne på Yachay Wasien driller Noemí. Faktisk instruerer jeg dem jo ikke direkte, for mit quechua begrænser sig stort set til ari, som betyder “ja” og mana, som betyder “nej” og hamui som betyder “kom her hen”. Så jeg siger det på engelsk til vores glimrende tolk Rosmery, og hun bærer det videre i quechua til skuespillerne. Og den modsatte vej. Det går forbavsende godt selv om der så også er en kulturkløft at række over. Jeg har bedt hende om at oversætte alt det skuespillerne siger. Og alt det de ikke siger, og det er tit det meste. Pigerne leger blindebuk og det er Noemí der “er den”. Men mens hun søger blindt med hænderne, løber alle de andre væk og gemmer sig, så da hun trækker bindet fra øjnene er der bare en tom gårdsplads og ond fnisen i krogene. Rosmery vender sig mod mig: Pigerne forstår altså ikke hvad du mener med, at de skal se hånligt på Noemí. Kan de ikke sætte hænderne i siden? prøver jeg, men den gestus giver ingen mening på quechua-kropssprog. Den slags viser sig at være mere kulturelt betinget end jeg havde forestillet mig. Men til sidst får vi forhandlet os frem til at et par korslagte arme og næsen i sky kan udtrykke foragt på både dansk og quechua.

De fleste af ungerne på Yachay Wasien synes, at det er en sjov afveksling fra hverdagen at være skuespiller. De virker som glade børn her på skolehjemmet. Faktisk er nogle af de elever i skolen, som kommer fra familier i landsbyen, lidt jaloux på børnene fra Yachay Wasien. De får f.eks. varm mad hver dag – de heldige asner.

Men rosenrødt er det selvfølgelig ikke for nogen af dem. Livet på landet i Bolivia er på mange måder hårdt, og nogen dropper skolen af den ene eller anden grund. Nogle familier går i opløsning og nogle børn har det så skidt hjemme, at de stikker af. Den slags skæbner mødte vi i Bolivias gamle hovedstad Sucre. Dér er der storbyliv med masser af unge fra universitetet og andre højere læreanstalter. Jeg har f.eks. aldrig været i en by med så mange internet-cafeer. Der ligger bogstavelig talt én i hver husblok. Men ind imellem firhjulstrækkerne, unge i modetøj og forstadsfruer på shopping så kigger et ansigt frem med bøndernes typiske bredskyggede filthat. Jorden på landet kunne ikke holde økonomien oppe og nu er de altså endt som tiggere. Eller drengene er blevet skopudsere. Det koster én bolivianos at få skoene pudset, og aldrig har mine sko været så skinnende, som mens vi arbejdede i Sucre. Måske tjener flygtningene fra landet mere, end de kunne, hvor de kom fra, men det er også dyrere at leve i byen, og under alle omstændigheder er sammenhængen og værdigheden gået tabt.

Filmoptagelser er spændende

Filmoptagelser er spændende

Og som om økonomi, køn og afstande ikke var nok, så er sproget også en forhindring for at alle børn får en uddannelse. Oprindelig underviste man udelukkende på spansk i de bolivianske skoler. Men i løbet af 90-erne blev der gennemført en undervisningsreform, så nu underviser man de fleste steder i de små klasser på det lokale sprog, og for over halvdelen af befolkningen er det ikke spansk. Noemí taler som sagt quechua, der stammer fra det gamle Inka-sprog, og som er det største indianske sprog i Bolivia. Så hvis hun kommer i skole, er der skolebøger til hende på modersmålet – vel at mærke hvis skolen har råd til at købe dem, og det har mange af dem ikke. Men der er over 30 andre oprindelige sprog i landet, og nogle af dem tales kun af få tusinde, så dem bliver der ikke skrevet skolebøger til. Og efterhånden, op igennem undervisningssystemet, dominerer spansk mere og mere. Så der er en kulturel modstrøm for de børn, der kommer fra landet, hvor typisk mange af mødrene ikke taler spansk. Det hele minder på en vis måde om de problemer, som børn af indvandrere i Danmark slås med.

Men alle problemerne til trods skal fiktionens Noemí nok komme i skole til sidst. Det kan jeg godt røbe her, så længe det bliver mellem os ind til serien har været sendt. For den er jo for de 5-8årige, og dem skal man ikke tage modet fra. Det har altid været en tyrkertro i DRs Børne- og Ungdomsafdeling. Så til sidst må historiens Luciano og Juana skyde alle betænkeligheder til side og investere i deres datters fremtid.

Men kan virkelighedens Noemí fortsætte i skole mere end de tre år søstrene fik? Og hvad med alle de andre bolivianske børn? Specielt dem der af den ene eller anden grund har svært ved det? Det arbejder mange gode kræfter på, bl.a. hjælpeorganisationen Caritas i Danmark. I samarbejde med det bolivianske Fé ý Alegria og støtte fra DANIDA starter de et projekt for indianerbørn, der har brug for støtteundervisning. Og det er dét projekt, som overskuddet fra årets Børnenes U-landskalender går til. Så når serien “Noemí – Pigen fra bjerget” begynder på DR1, så er det også med den skumle bagtanke, at en masse børn vil plage deres forældre om at købe U-landskalenderen til dem. Og at mange forældre vil se en særlig glædelig mening i at føje deres unger netop i dette juleønske. Så har vi vel også ydet et lille bidrag til en bedre verden og ikke kun overladt det til politikernes afgørelse.

Men det er svært ikke at tænke lidt længere frem. Hvilket arbejde kan Noemí finde efter endt uddannelse? Det afhænger i lige så høj grad af, hvor meget vi rige lande åbner os for varer fra fattige lande som Bolivia. Det var et af de spørgsmål, som de gik så tøvende rundt om på topmødet i Sydafrika. Og det kan vi også dårligt overlade til politikerne alene. Men det er jo en helt anden og større historie.
Bolivianske billeder

Læs mere om den fiktionsserien, som vi optog. KLIK her: Noemí – Pigen fra Bjerget