Gennem ørkenen

Essay2

Hvor galt kan det gå, når man lægger sit liv i hænderne på en fartgal syrisk taxi-chauffør og to passagerer med falske pas? Kan man overhovedet stole på de arabere? Forfatteren bereder sig på det værste, på vej mod Jordan gennem ørkenen.

Af Lars Gudmund Hansen

Jeg kører duvende gennem den syriske ørken med 140 i timen i en gulmalet amerikanerbil. Det er en taxi, der skal fragte mig fra Damaskus til Amman på 3 timer, siger de. Det er måske derfor chaufføren har så travlt. En del biler belæsset med grønsager, geder eller jernplader trækker ikke ind fra hovedvejens overhalingsbane lige meget hvor meget, vores chauffør blinker og tutter. Men så tager han dem bare højre om ud i den hældende, støvede rabat. Jeg skotter lidt efter, om der skulle være en sikkerhedssele på bagsædet, hvor jeg sidder. Hvor naiv kan man være? Og som om det hele ikke var usikkert nok i forvejen, så fisker chaufføren sin pung frem fra baglommen og et sammenfoldet stykke papir ud af den, mens han af og til holder på rattet. Det er et jordansk sim-kort til mobilen. Han vil lige skifte udbyder, før vi når grænsen til Jordan. Mens jeg strammer lårmusklerne og stirrer ud på trafikken, klarere han den lille operation og når endda at se ud af forruden af og til. Jeg er i Mellemøsten for at lave TV-coproduktioner, og skal det virkelig koste én livet?

Sindssyg kørsel

Sindssyg kørsel

Hvis jeg slappede af, kunne jeg ellers flade ud på bagsædet. Dér kan jeg brede jeg mig med min sparsomme håndbagage. Sammen med en nyindkøbt vadsæk er det alt, hvad jeg har tilbage, efter at Air France sendte min kuffert til Budapest, mens jeg selv fløj til Damaskus. Og den har jeg ikke set siden. Det var kort efter at mit fly blev forsinket 3 timer fra Kastrup og min mobiltelefon gik i baglås. Det er godt nok en helt anden historie, men jeg har siden tænkt meget på, hvordan mine stjerner mon stod ved rejsens start.
Og de står åbenbart stadig ikke for godt at dømme efter køreturens start. Når jeg har bagsædet for mig selv, er det fordi det indgik i aftalen, som vi forhandlede på plads, inde på den osende taxi-holdeplads i down town Damaskus. Jeg har før prøvet at blive snydt i udenlandske taxier, så jeg skrev prisen på min blok, og holdt den op for øjnene af chaufføren, der nikkede lidt træt. Men aftalen er blevet lidt uhåndgribelig, for det er slet ikke dén chauffør, som jeg forhandlede med, der nu kører. Bilen skiftede nemlig uden forklaringer fører i et snuptag et sted inde ved et autoværksted i Damaskus. Ud over ham den nye, sidder der to unge mænd på forsædet. De sidder trangt, men jeg har jo reserveret bagsædet. Måske er de unge jordanere, men det er noget uvist, for kort efter de to steg ind, fik de udleveret hvert et jordansk pas af chaufføren. Hvordan det hænger sammen, har jeg jo kun de særeste forestillinger om, men det mest sandsynlige er vel, at de skal fuskes over grænsen på en eller anden måde. I hvert fald virker de alle tre tilfredse med, at jeg ikke kan arabisk.

Overhalet

Overhalet

Sådan går køreturen med uforsvarlig slalom mellem de medkørende og ivrig konversation på forsædet, mens bilen duver og bumper over huller i vejen og tabte genstande. Jeg får ikke slappet af i lårene, før vi når frem til grænsen. Og der er jo aldrig blot én grænse, men altid to adskilt af et ingenmandsland. Nogle steder kan det være lige så svært at slippe ud af det ene land, som at komme ind i det næste. Paskontrol og toldmyndigheder begge stedet.
Men i dag får vi imponerende hurtigt udrejsestemplerne i den syriske paskontrol. Jeg ved ellers fra tidligere besøg, at det kan tage timer med skubben og springen over i køerne foran de små luer. Men i dag er der altså ikke mange folk. Måske fordi det er uden for rejse-sæsonen – efterår og gråvejr. Eller måske fordi vi er i Ramadanen, og alle er lidt sløve og gider ikke rejse for langt og for længe. Men så er der jo tolderne, der godt kan bruge timer på at gennemrode en bil, hvis det stikker dem. Men netop denne dag ser to uniformerede syrere sløvt på os med et blik der siger, at der i hele Syrien ikke kan være noget, som er så værdifuldt at smule ud, at de gider rejse sig op for at forhindre det. Så med et hovedkast sendes vi ind i ingenmandslandet mellem Syrien og Jordan.
Jeg begynder så småt at slappe af. Måske står mine stjerner ikke helt så dårlig længere? Men med ét stivner jeg. Bilen lægger uventet ind til siden ved en toldfri butik, og der begynder en nervøs travlhed. De tre fra forsædet styrter ind i butikken og snart efter bærer de bæreposer ud. Dem jeg kan se ned i, indeholder cigaretter i kartoner. Men hvad ved jeg om, hvad de øvrige rummer? De to forsædepassagerer går til hånde, mens chaufføren polstrer bilen med cigaretpakker og det andet, som er svært at se fra bagsædet. Jeg kommer i tanke om min vadsæk og stiger ud og kigger interesseret. Nu da jeg står her, spørger de pænt, om de må putte nogle af kartonerne ned i min bagage. Men det synes jeg sjovt nok ikke, de skal. Så det lader de måske vær med – hvad ved man? De propper resten af cigaretpakkerne ind bag dørenes paneler. Så sætter vi tungt belæsset af sted mod den Jordanske grænse, mens de to unge passagerer ser lidt nervøse ned på deres lånte pas.

Dem på forsædet

Dem på forsædet

Og jeg ser ikke mindre nervøst ud ad vinduet. For kender de 3 mænd ikke hinanden lidt for godt? Er det hele i virkeligheden ét stort komplot, hvor de er sammen om at bruge en sagesløs turist som intetanende syndebuk for deres lyssky transaktioner? For de har garanteret proppet deres smulervarer ned i min vadsæk, og for at jeg kan tage skraldet, hvis tolderne finder det! Det er garanteret alvorligt at blive arresteret for smugleri af cigaretter. ..eller det der er værre? Hvor har jeg været dum og godtroende!
Det kan jo kun gå galt, tænker jeg, da vi går ind i ankomst-bygningen med den jordanske paskontrol. Jeg kommer sikkert i fedtefadet netop i et arabisk land, der utvivlsom her dødsstraf for den mindste lovovertrædelse. Men jeg vil ikke lade mig mærke med noget. Som udlænding (=ikke-araber) flakker jeg flere gange mellem nogle luer og en skranke. Er det mon fordi jeg er et forvirret hoved? Nej, sådan er systemet. Først skal passet slås op på computeren – hvis jeg nu er eftersøgt eller uønsket. Så skal der i en anden lue købes og indklistres et visum. Men først må man lige helt ud af bygningen og over til et skur for at veksle penge fra Syrisk pund til Jordanske dinarer. De snyder helt sikkert med kursen, tænker jeg. Så tilbage og få et stempel i passet. Politimanden end ikke ser op på mig. Jeg er åbenbart slet ikke interessant – eller farlig. Eller er det bare noget han spiller, og så vil lynet slå ned i tolden?

Taxien i tolden

Taxien i tolden

Ovre ved skranken, hvor de to unge ”jordanere” fra taxien står, er der derimod problemer, diskussion og nervøse blikke. Så selv om paskontrollen er passeret, er genvordighederne først lige begyndt: Den ene af de unge passagerer har åbenbart ikke fået sit stempel. Så han må tage sin eneste bærepose fra bilen og lusker af, bort mellem nogle bygninger. Hvilken skæbne venter ham nu? Skal han fra nu af leve i ingenmandsland?
Uden forklaringer kører vi andre tre frem og ind under et stort halvtag – en slags hangar smykket med den jordanske kong Abdullah den Andens smilende ansigt. Det er nu dét sker: toldbehandlingen. Her er ingen Ramadansk sløvhed. Tre mænd i civil springer frem og går løs på bilen. Alt skal ud – alle passagerer, al bagage, selv måtterne må ud og vendes. Jeg ser med bæven at de dykker ned i alle fordybninger med iver og lommelygter. Alt bliver følt på og gransket. Men lige meget hvor meget de roder, så er underet sket: Hokus pokus, der er ingen cigaretter eller noget andet af det, jeg har set blive gemt. Enten er det en rejsende trup af tryllekunstnere jeg kører med, eller også VIL tolderne ikke finde cigaretterne. Og det andet lyssky, der er gemt. De er måske blevet betalt for at lede de forkerte steder? Hvem kan gennemskue det? I hvert fald ikke en bleg dansker, der står i et fremmed land og prøver at få det bedst mulige ud af sin sidste time.

Regn

Regn

Uden at jeg helt sanser hvordan, så kører vi lidt senere med al vores bagage ud af toldboden og gennem åbningen i pigtrådshegnet. Og lidt længere fremme lægger bilen ind til siden igen, og den unge jordaner, som tidligere forlod os, springer adræt tilbage ind på sin plads. Hvordan kom han over grænsen, og kan han virkelig have 20 kartoner cigaretter på sig med den spinkle kropsbygning?
Jeg kan i hvert fald ikke afsløre nummeret. Og så sker det allermest forunderlige: Mens vi igen sætter os i bevægelse, begynder det at regne. Vinduerne løber fulde af store, tunge dråber. De daler ned over ørkenen og mørkner langsomt gruset og sandet. Ikke så dårligt, kan man se på ansigterne på forsædet. Noget løsner sig ligesom.

Jeg læner mig tilbage på mit brede bagsæde med mine få ejendele og nyder turen ind mod Amman gennem den jordanske del af ørkenen. For nok holder chaufføren ikke så meget på rattet mens han pudser næse, og nok taler han hellere med de to unge end han kigger ud af forruden mens han kører 140. Men nu ved jeg, at jeg er i kunstnerhænder. En ægte illusionist! Og nu indser jeg, at det jo ikke skal i smuglerfængsel. Jeg skal bare snydes for et ublu beløb, når vi når destinationen. Og hvad er det i forhold til at sidde en livstidsdom af i den dybeste fangekælder?

Regnbuen

Regnbuen

Så da de to unge er droppe af hvert sit sted i udkanten af Amman, og han fortæller mig, at nu finder han en lokal taxi, som kan køre mig det sidste stykke til hotellet, så siger jeg bare nonchalant, at jeg har aftalt med hans forgænger, at jeg skal bringes helt til døren. Det specificerede aftalen vist ikke, men når man nu skal betale ågerpris, så kan man jo lige så godt få noget for sin turistvaluta. Han sukker træt, og nu forstår jeg pludselig, at han ikke har kørt som død og salte kridte for at overholde køreplanen, men for at nå Amman inden solnedgang. For så kan han tage hul på sin Iftar og bryde en hel dags faste ved at sætte tænderne i en stor, saftig daddel i det sekund, solen har trukket sin sidste stråle med ned under horisonten. Og det gør den klokken 10 minutter over 5, og den er allerede lidt i hel. Han kan allerede for sit indre øre høre Muezzinen kalde solen til ro, og måske er det derfor, han tosser rundt, i Amman hvor ingen gader hedder noget og ingen huse har numre.

Amman

Amman

Og alligevel ruller han med Allahs og gode menneskers hjælp op foran Hotel Al Qasr lige kl. 5. Mens jeg tager en dyb indånding, så jeg kan stille et symbolsk forsvar op mod hans svindelnumre, skriver han uden diskussion en kvittering ud på præcis det aftalte beløb. Så af bar befippelse kommer jeg til at give ham 100 syriske pund ekstra i drikkepenge, og det er trods alt næsten 14 danske kroner. Mens han smiler venligt og damper af i sin store, bulede gule amerikanertaxi, står jeg forvirret og ser efter ham med al min bagage, forbavsende mange af mine penge og mine skuffede forventninger.

Utilregnelig chauffør

Utilregnelig chauffør

Og kort efter min ankomst til Amman får jeg rent tøj, og min mobiltelefon begynder at virke igen, og dem jeg skal møde kommer mig i møde – og endda til tiden. Det viser sig også, at den kurs, jeg vekslede til ved grænsen, er den bedste, jeg opnår under hele mit ophold i Jordan. Men det er jo en helt anden historie. Og dér kan man bare se! Man kan altså ikke stole på de arabere!