In sha’Allah …

Essay2

… betyder ”om Gud vil” på arabisk. Men det vil han ikke altid, og hvad kan man så lære af det? – Forfatteren har flere gange haft privilegiet at undervise arabiske kolleger i produktionen af børne-TV og på den måde sammenligne kulturer.

Af Lars Gudmund Hansen

Der var en prins, som ikke gjorde som jeg sagde. Han var fra Saudi Arabien, og vi kan jo kalde ham Sultan. Arabiske prinser forestiller sig måske ikke, at de skal adlyde en dårligt klædt vesterlænding. Men selv i royale familier får man vel fra barnsben at vide, at man skal gøre, som læreren siger. Sultan smilede bare og nikkede venligt, når jeg gav ham lektier for, og så sagde han: ”In sha’Allah” – ”om Gud vil.” Men det ville Gud åbenbart ikke, for næste dag kom Sultan igen for sent i skødesløst, dyrt jakkesæt, rygende på en Marlboro og uden lektierne lavet.

Det var i 1995, hvor jeg var inviteret til Syrien for at undervise TV-folk en måned i, hvordan vi laver børne- og ungdoms-TV her i vesten. Det var minimalt, hvad jeg vidste om arabisk og arabere, men børne-TV vidste jeg da noget om, for dét er vi som bekendt verdensmestre i her i Danmark. Det havde min daværende chef Mogens Vemmer forklaret så mange gange, at han selv og hans medarbejdere i B&U-afdelingen i DR troede på det. Og nu var verden altså også begyndt at fatte det.

Damaskus 1995

Damaskus 1995

Kurset skulle foregå i Damaskus, for dér havde de arabiske stats-TVs organisation ASBU et undervisningscenter liggende. Og Damaskus var en overvældende og indtagende by for den nyankomne dengang. Den stank af dieselolie og duftede af krydderier. Der var vidtstrakte moderne boligkvarterer i kvælende beton og et ældgammelt centrum, hvor man fra krogede gyder pludselig snublede ud i ”Den lige gade”, der er omtalt i Biblen som et sted, hvor Paulus boede. Man mærkede historiens trækvind gennem gaderne i Damaskus, og man blev hele tiden spurgt ”Where are you from?” og når man fortalte det, sagde spørgeren uvægerligt ”Welcome to Syria!” Og sådan føler man det virkelig, for det var knapt nok hver fjerde gang, spørgeren tilfældigvis havde en onkel med en tæppeforretning og et godt tilbud. Der var tale om god, gammeldags, gedigen gæstfrihed.

På kurset var der TV-folk fra 16 arabiske lande og ulig alle andre kurser, de havde oplevet på ASBU-centret, så var der lige mange mænd og kvinder! Den logiske forklaring var, at det jo drejede sig om børne-TV, og det er nu knapt så præstigefyldt som voksen-TV for slet ikke at tale om ”News”. Det er det jo heller ikke i Danmark, man lad det nu ligge for denne gang. Men der var kursister fra de stinkende rige golfstater og fra det ludfattige Mauretanien. Mens de sidstnævnte knapt nok havde penge til det billigste hotel, så havde Sultan indlogeret sig med to tjenere i en 400 kvadratmeter stor lejlighed i det centrale Damaskus. Og det var altså dér, han med stor ihærdighed undlod at forberede sig.

For økonomien var ikke engang den største forskel på kursisterne: Der var de fleste, der sled en måned med at suge hvert et guldkorn om børne-TV ud af os lærere. Og så var der nogle få – lad mig sige det som det var: nogen af mændene – der lavede så lidt som muligt. Det undrede mig, at de overhovedet havde meldt sig til kurset, med det kunne Leila forklare. Hun var kursist fra Libanon og meget vestlig, fordi hun var født og opvokset i London. Så hun havde et ben i hver kultur, og kunne oversætte imellem dem. Et kursus i Damaskus var eftertragtet, forklarede hun, også selv om det bare var børne-TV. For set fra de puritanske golfstater, så er Damaskus et slaraffenland med spiritus til salg i de kristne kvarterer og bugnende bordeller. Det var altså også forklaringen på, at nogen af de uengagerede kursister vidste mindre om børne-TV generelt end de fleste danske børneseere. Deres kvalifikation var, at de var den hjemlige TV-direktørs grannevø. Sultan var jo endnu nærmere beslægtet med magten, og han var i hvert fald sikker på, at jeg ikke kunne lære ham noget, som det var værd at komme til tiden for.

Damaskus by night

Damaskus by night

Det med tidspunkter og effektiv arbejdstilrettelæggelse er et af de interessante emner, der kulturelt adskiller os i Nordvesteuropa fra store dele af den øvrige verden. Sandt at sige fandt jeg det som punktlig dansker tilbage i 1995 mere irriterende end interessant. ”Hvorfor kan de ikke bare tage sig sammen og komme til tiden?” spurgte jeg Leila. ”Hvad skulle de komme for?” replicerede hun. ”De ville jo være de eneste der sad og ventede det første kvarter sammen med læreren.” ”Jamen effektiviteten!” indvendte jeg. Leila rystede på hovedet. ”De når jo det samme alligevel. I arabiske lande arbejder man 12 timer uden at brokke sig, og så får man også snakket og har det hyggeligt imens.” Det var rigtigt, at de nåede, hvad jeg bad dem om – men deadlines!! Der var ved at knække noget inde i mig, når jeg skulle vente.

Men bortset fra det med tiden, så var de fleste kursister sikre på, at vi europæiske TV-folk kunne lære dem noget nyt. Så dagene fløj af sted med programformater og målgrupper og kameravinkler og værtsroller.
Når der ind imellem var thepause, og vi klumpede os sammen i kantinen, så gik diskussionerne livligt om alt dét, som man uvægerligt kommer til at tænke over, når man laver børne-TV: Hvilke idealer holder vi op for dem? Er udvikling noget vi hælder i børns tomme hoveder, eller skal de selv ud og prøve sig for og endda begå fejltagelser for at blive klogere?
”Vi vil gerne lære en masse af jer”, sagde Hanan med det rosa tørklæde fra Oman, ”men dét, vi ikke vil lære af vesten, er skilsmisserne og den måde, I behandler jeres gamle på”. Det er jo svært at modsige, og mens jeg tænkte over det, kom hun med et tillægsspørgsmål: ”Hvad vil du gerne lære af os i den arabiske verden?” Det kunne jeg ikke lige svare på, for jeg var jo kommet som lærer, ikke som elev.

Den store souk i Damaskus

Den store souk i Damaskus

Lad mig lige springe et smut frem til 2003, hvor jeg igen var i Damaskus for at undervise syrere og jordanere i børne-TV. Denne gang var jeg inviteret med af min gamle chef, ingen ringere end dansk børne-TV’s grand old man Mogens Vemmer! Og med i tasken havde han udgangspunktet for hele undervisningen: en side med B&U’s programpolitik – grundlaget for hele succesen med dansk børne-TV som verdens bedste. Det kunne nok give anledning til at sammenligne kulturer, når vi diskuterede spørgsmål som: ”Hvordan stimulerer vi vores seeres evner til kritisk vurdering og personlige valg i lyset af, at der er mere end én løsning til ethvert problem?” Husk at diskussionen foregår mellem mediefolk, hvor mange lever i absolut udemokratiske stater. Alle arabere, jeg har mødt, har et engageret forhold til den palæstinensiske konflikt, så der er altid gang i diskussionen af program-målet: ”Undgå at forherlige vold, undersøg dens årsager og led efter alternative konfliktløsninger.” Og som så ofte var diskussionerne mere interessante end de enkeltes konklusioner.

Umayyad Moskeen

Umayyad Moskeen

Både i 1995, i 2003 og siden i 2004 var undervisningen ikke blot snak og videoeksempler. Kursisterne fik praktiske opgaver, som skulle løses på stedet eller til næste dag. Og her var det, at Sultan tilbage i 1995 ikke kunne finde ud af at møde forberedt. Det hæmmede undervisningen, generede min effektive vesteuropæiske sjæl og anfægtede min autoritet som lærer. Så da Sultan endnu en gang havde modtaget mine lektier med ”In sha’Allah” var tiden ligesom inde til at fremføre, at det jo ikke er rigtig fair at overlade Gud hele opgaven. Man kunne måske selv bidrage ved at forberede sig lidt … Dén forstod Sultan godt, og mens nogen kursister fnes, smilede han afværgende.
Alligevel måtte jeg efter nogle dage tage fløjlshandskerne yderligere af og give ham en individuel opgave. Han havde selv forklaret, hvor rutineret en studie-producer han var i sit hjemland, og nu bad jeg ham så om at forberede optagelserne af et børneprogram i centrets TV-studie næste dag. Han skulle stille med detaljerede planer for arrangement og hvert kameras opgaver. Hans smil falmede og flere elever dukkede hovedet forlegne, for dén situation havde de aldrig før set en prins af blodet sat i.

Studiekontrollen i Damaskus

Studiekontrollen i Damaskus

Næste dag kom Sultan slet ikke. Han havde pludselig fået det dårligt om aftenen og måtte melde sig syg. Så var det, at jeg fik en idé fra én de andre lærere. Der er to ting, som kursister af Sultans støbning lægger vægt på ved et kursus: Det er gruppebilledet og kursus-diplomet, for de kan begge to hænges på væggen og i højere grad end personlig viden bevise over for kolleger, chefer og familie, at man er klog og kosmopolitisk. Gruppebilledet var allerede taget på centrets trappe og viste en samling prægtige kvinder og mænd – de fleste i smuk traditionel arabisk klædedragt – rundt om undervisningscentrets direktør og en dårligt klædt vesterlænding. Men diplomet skulle først uddeles ved afslutningen, så jeg tog en samtale med den omtalte direktør om, at man jo kun skulle uddele diplomer til kursister, der havde deltaget aktivt og velforberedt. Han bakkede mig helhjertet op, men tilføjede, at Saudi Arabien jo var en af de helt stor bidragydere til centrets drift, så han ville gerne tage en snak med Sultan.

Om aftenen gik jeg ud for at spise med en gruppe kursister på én af Damaskus’s dejlige restauranter med udsigt over den gamle by og Umayyade moskeen. Og dér i restauranten sad Sultan så og røg vandpibe med sine venner. Jeg gik hen og sagde sukkersødt hvor glad jeg var for at se, at han var blevet rask og så frem til at se ham i TV-studiet i morgen. Det morede selskabet sig over på en diskret måde.

Det Danske Institut i Damaskus

Det Danske Institut i Damaskus

Da jeg i 2004 var tilbage som TV-underviser i Damaskus igen sammen med Mogens Vemmer, måtte jeg spørge mig selv om, hvad årsagen egentlig var til den her frugtbare og vedholdende kulturelle dialog mellem den arabiske verden og Danmark. Og svaret er, at der længe har eksisteret en stædig dansk vilje til dialogen, symboliseret ved bl.a. Det Dansk Institut i Damaskus. Fra 2003 kom børne-TV-kurserne i stand på initiativ fra Jørgen Bæk Simonsen, der som direktør på instituttet brugte sin mange kontakter i den arabiske verden til dialogskabende arrangementer. Og netop fordi der kunne sidde danskere midt i den arabiske verden med udsyn og indsigt i den arabiske tankegang og til daglig pleje disse kontakter på en respektfuld måde, så kunne vi andre danskere komme ridende ind for korte perioder og delagtiggøre lydhøre arabere i nogle danske opfattelser. Og så måske selv blive en lille smule klogere på hvad arabere til gengæld mener, og hvorfor.

Men jeg skylder jo den stædige læser slutningen på historien fra 1995. For næste dag dukkede Sultan minsandten sund og rask op i TV-studiet. Lidt forsinket, men han havde faktisk forberedt sig! Han delte planer ud og gennemførte glimrende prøver. Alle var forundrede, og der bredte sig en lettet og næsten løssluppen stemning blandt kursisterne. Så har jeg trods alt alligevel lært ham noget, tænkte jeg. Eller også havde ASBU-direktøren.
I hvert fald gjorde Sultan klar til optagelse. Hans producerassistent talte ned og netop da hun nåede til 3 gik alt lys ud. Ikke blot dét – alt elektricitet var afbrudt. Efter kort forvirring blev der bragt levende lys ind. Centret var åbenbart ikke uvant med situationen: Hele Damaskus’s strømforsyning var gået i sort. Alle stirrede tvivlrådigt fra mig og til Sultan. Han så på mig og med et lidt bredere smil gentog med eftertryk: “In sha’Allah” mens han lod begge hænder svæve foran sig. Jeg kunne pludselig godt se, at udtrykket dybest set stammede fra en fornuftig ydmyghed over for de verdens tilskikkelser som man – nok så meget i Mellemøsten – ikke er herre over. ”Ja, In sha’Allah” grinede jeg akkompagneret af de andre kursister, og så gik vi alle sammen ud og drak te i kantinen og diskuterede tiden og effektiviteten og hvordan forskellige kulturer har det med dét, ind til strømmen kom igen.

Kursusholdet 1995 Damaskus

Kursusholdet 1995 Damaskus

Kursisterne fik deres diplom overrakt med mange rosende ord – også Sultan. Alle sagde, at nu var vi forenet i en klub til fremme af det gode TV til verdens børn, og de må have ment det alvorligt, for her senere blev jeg igen inviteret til Syrien og Jordan. Denne gang for at producere en fælles serie af små TV-film for de mindste sammen med mine arabiske kolleger. De handlede om arabiske børn og deres dyr i Jordan og Syrien og filmene blev endda bragt på DR1 til førskolebørnene. Og det er sjældent, at dansk TV kan finde sendetid til minutter produceret af arabere.

Så alt i alt: Der findes næste ikke noget mere privilegeret end at arbejde sammen med folk fra andre kulturer, for så kan man snublende let få set sig selv efter i sømmene. Og Muhammed-tegningerne? spørger du. Dem diskuterede jeg meget med mine arabiske kolleger, mens vi producerede i 2004. Og et par uger efter at det danske hold vendte hjem, eksploderede situationen og nogen brændte den danske ambassade i Damaskus ned. Det bebrejder jeg ikke mine syriske kolleger, lige så lidt som de bebrejder mig, at tegningerne blev offentliggjort. De beklagede ikke, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Men de begreb ikke hvorfor nogen uprovokeret ville offentliggøre satiriske tegninger af deres profet. Man har jo ikke pligt til at ytre hvad som helst, bare fordi man har frihed til at gøre det. Ellers ville danskerne jo få pokkers travlt med at fornærme hvem som helst. Og så er vi enige om én ting mere: Der er idioter i alle lande. Det er dagens begivenheder i Syrien mere end nogensinde bevis på.