En sort kat over vejen betyder lykke

Ethvert barn ved, at en sort kat over vejen betyder ulykke. Og i øvrigt spilder jeg ikke megen opmærksomhed på den slags kræ. Katte tager tid, og tid er da det sidste, man har tid til at spilde. Så vi havde aldrig tænkt på at få en kat … hvis dén ikke en dag havde tænkt på at få os.

Af Lars Gudmund Hansen

I november begyndte en sort, ungkat at holde til ude i forhaven til vores hus. Når vi gik op ad fortrappen, fortrak den lidt, men den var helt tydeligt vant til mennesker og henvendte sig ligesom med svag røst. Når vi kom fra arbejde, lå den så dér og havde skubbet lidt jord op som skærm for den bidende vind. Det var min kæreste, der for alvor bemærkede den, for det har jeg virkelig for travlt til. “Måske er den syg,” sagde hun, og det kunne jo nok være, men hvad angik det egentlig os?

Syg
En uges tid efter flyttede katten om på terrassen, hvor den bedre kunne ligge i læ, og så lå den dér og hostede hult, hver gang min kæreste gik forbi. “Den er helt sikkert syg,” sagde hun bekymret. “Ja det må jo være nogens kat,” indvendte jeg. “Du skal ikke fodre den, for så hænger vi på den.” “Nej, nej” sagde hun og så ud mod det lille kræ i det store mørke. Et par dage efter havde hun installeret den i en kurv med håndklæder. “Ellers hoster den sig ihjel “, bedyrede hun. Og så havde hun ringet og bedt om råd fra Kattens Værn. I pjecen om den tilløbne kat stod der blandt andet, at man skulle se, om den holdt til flere steder. I de novemberdage havde vi en del rend af folk og endda en hund på terrassen, men den sorte kat veg ikke fra sit nye tilholdssted. Den lå blot og kiggede skævt med et betændt øje.

Snigekat

Snigekat

Snigløbet
Så en dag, da jeg kom hjem, sagde min kæreste spagt, at hun havde noget at fortælle mig. “Du har fodret katten,” hvæsede jeg, og hun nikkede skyldbetynget. Vi stod i havedøren og så på den sorte kat, som lå og var lille i den store blæsende verden. Den kom mivsende over og gned sig op af vores ben. “Ja, så er det jo alligevel håbløst,” sukkede jeg og ligesom af vanvare kom jeg til at skubbe døren op, så katten smuttede ind. “Så må den vel være her inde, mens vi leder efter dens ejere,” sagde jeg resigneret.

Eftersøgning
Pjecen rådede os til at sætte plakater med efterlysning op i kvarteret, og minsandten om ikke en tidligere ejer nede af vejen ringede på nogle dage senere. Hun var helt flov ved det, men Pelle – som han viste sig at hedde – var forsvundet for dem for næsten en måned siden. Han var blevet urolig og meget hankatteagtig, og så havde han holdt sig væk i længere og længere perioder. “I må meget gerne beholde ham, hvis I har lyst,” tilbød hun. Pelle var nu to år og havde længe været meget utilfreds med deres voldsomme ombyggeri, og så havde naboens stribede kæmpekat vist også langsomt erobret Pelles territorium. Det så i hvert fald ud til, at han i voldsom forreven stand var løbet skråt over gaden til vores hus og søgt om asyl.

Pelle i tyl

Pelle i tyl

Valget
Vi fik eftermiddagen til at overveje forslaget, men min kæreste ville ikke rigtig ud med, hvad hun mente. Selv om jeg havde mine anelser. Så om aftenen, da parret, som ejede Pelle, dukkede op, var sagen endnu ikke afgjort. De stod lidt forlegent, og syntes ikke rigtig, at de havde kunne tilbyde deres kat et ordentligt liv. Så var det, at jeg indrømmede, at der er noget meget gribende ved, at et levende væsen viser én den tillid at henvende sig uopfordret. “Jeg synes, at vi skal beholde ham”, sagde en ukendt stemme pludselig ud af min mund, “for han har trods alt valgt os.” Alle så forbavset på mig, og ingen var være mere forundret end jeg selv. For hvem havde mon sagt de ord? Man kan ikke se helt bort fra, at katte måske kan bugtale.

Radiatorkat
Men nu ligger Pelle så på et tæppe klinet op ad radiatoren. Og for nemheds skyld kalder vi ham Pelle Melle Mullemand. Han hoster ikke mere, hans sår er helet, hans øje er lægt, han er kastreret og øremærket. Og når han strækker sig, så pelsen gnistrer, kan man se, at han nedstammer i lige linje fra den sorte panter, som var mit lykkedyr, da jeg var dreng. Pelle er ikke noget unikum. Han kan ikke lukke døre op, spille på klaver eller skræmme postbude. Men han er rigtig god til at forklare hvad han mener, hvad enten det er, at han vil ud, eller at nu trænger grusbakken vist til at blive renset. Når hans “gamle” forældre fra den anden side af vejen kommer forbi, og hilser på ham, så kan de se, at han har det godt igen, og det er en trøst, selv om de savner ham.

Udkig

Udkig

Ro
Men først og fremmest vil han tit gerne kæle, og det kan man jo ikke skynde sig med. Så må man sætte sig ned, og lade hvilen falde på sig og bare være, selv om det holder hårdt for en travl mand. Og findes der mon noget mere afslappende, end når katten kravler op på ens mave og lægger sig til at spinde så rungende, at man uforvarende glider ind i en middagslur?
Hvis katte nu var engle – og det er de selvfølgelig ikke – så kunne man få den tanke, at de lægger sig ind på os mennesker for at lære os, at tid ikke er noget man har eller ikke har, men noget man ta’r. Og på den måde kommer der ikke altid ulykke ud af, at en sort kat krydser ens vej.

Artiklen blev bragt marts 2000 i bladet ”Kattens Venner

Ro

Ro